At have fødselsdag i Kong Oscar.
Når børnene har fødselsdag er de bare noget helt særligt ! Det er en helt fantastisk dag som de længe har set frem til, og det skal selvfølgelig fejres - grundigt og godt !
I Kong Oscar vil vi gøre det enkelte barns fødselsdag til noget helt særligt. Barnet skal fejres og hyldes fordi det bliver et år ældre, fordi vi alle ved at det er en stor dag, fordi vi alle glæder os på barnets vegne. Lige den dag er man noget helt ekstra specielt.
Sådan gør vi:
I bussen på vej til børnehaven fortæller vi at der jo er en der har føsdelsdag og hvem det er. (Vi spørger først barnet om det er iorden – nogle børn synes at det er for overvældende at blive fremhævet)
Under frokosten får man flag på bordet der hvor man sidder. Der bliver tændt lys alt imens vi sammen tæller os frem til hvor gammelt barnet bliver. (antal lys =alderen).
Vi synger alle en fødselsdagssang – den med instrumenterne – hvor fødselsdagsbarnet er den der bestemmer hvilke instrumenter vi skal spille på. Der vil være en meget speciel kop – en af guld kopperne – som man denne dag får lov at drikke af.
Børnene skal ikke have noget med og dele ud.
Hvorfor gør vi så det:
Vi vil godt sætte fokus på stemningen, at man bliver fejret fordi man er den man er og fordi man har fødselsdag. Alt for ofte er de andre børn mest opmærksomme på, hvad der bliver delt ud og hvor meget man må få – ikke opmærksomme på selve barnet. Det vil vi godt lave om på !! Vi vil godt sørge for denne dag, som man nu kan gøre det i en børnehave og derfor fritage jer for at spekulerer på hvad der evt. skal deles ud. Dette for også at undgå ulighed blandt børnene, så vi sørger for dagen i børnehaven – I sørger selv for den private fødselsdag hjemme, hvor I kan byde på lige det, I selv har lyst til.
Hvis barnet har fødselsdag i weekenden eller i en ferie, aftaler forældre og personale hvilken dag barnet skal fejres i børnehaven.
Børnehaven går ikke hjem til fødselsdag med en gruppe børn, det er et af vilkårene ved at være en udflytterbørnehave.
Fødselsdage hjemme er en privat sag. Det er dog vigtigt at huske på at det der foregår hjemme har en indflydelse på hverdagen i børnehaven. Det er ganske tydeligt hvem der skal med og hvem der ikke skal med, for børnene snakker om det i børnehaven… Fødselsdage er jo en vigtig ting, og det er ikke for sjov, om man skal med eller ej.
Tal derfor med de voksne i børnehaven om hvem det ville være en god ide at tage med.
Dels fordi vi gennem dagligdagen i børnehaven har en viden om hvilke børn de forskellige omgås og hvilke børn der dermed ville være selvskrevne som deltagere.
Dels for at undgå at der er enkelte børn, der aldrig bliver inviteret med til fødselsdag.
Med hensyn til fødselsdagsinvitationer, så skal disse afleveres til de andre forældre efter bussen er kørt, eller sendes privat, så de børn, der er blevet forbigået slipper for at se på mens deres venner åbner invitationer.
Hvis man holder fødselsdagsfest på en hverdag, så aftal at hver enkelt forældre henter eget barn og herefter går til fødselsdag.
Vi opfordrer dog til at fødselsdagsarrangementer afholdes i weekenden så børnene ikke har en 8 timers ”arbejdsdag” i børnehaven ”med i tasken” når de skal til fest.